mandag den 28. november 2011

En dejlig lille weekend

Jeg har tilbragt min weekend med min familie. Egentlig burde jeg have lavet en masse på min SRP, men det havde jeg ikke lige overskud og tid til synes jeg (det kommer til at bide mig i røven, det er jeg sikker på).

Jeg er ikke noget familiemenneske. Jo, nok når det gælder min søsters familie. Men det der med, at hele familien samles, har jeg svært ved. Sådan har det altid været. Men det er ikke deres skyld.

Vi har en juletradition hver år, hvor vi tager i Elverhøj tæt på Hjørring i weekenden, hvor der er 1. søndag i advent. Det er et sted, der er åben i juletiden med pynt til salg, spisning og planter / juletræer til salg. Vil anbefale jer at tage et smut ind på min venindes blog, hvor hun har skrevet et meget rørende indlæg, men hvor hun også har fortalt om hendes tur til det samme sted, blot en anden gang end jeg selv.






Min yngste niece.
Hun var desværre kommet til skade til gymnastik, så derfor bærer hun sit plaster :)


Min nevø og to niecer

Min niece og svoger

Min ældste niece og jeg. Hun er altså så sød og sjov. Og jeg ser bare dum ud, haha :)

Min familie. Alt andet end perfekt, men det er også lige meget, når vi har det godt sammen ellers.
Børnene til venstre er mine søsters og hendes kærestes børn, mens de to børn til højre er min bror og hans ekskærestes børn.

___
Life of Lize

lørdag den 26. november 2011

Hvad sker der?

Det var så underligt. Jeg har aldrig tænkt på dig som sådan. Du er jo en af de populære, så jeg har aldrig kunnet ha' en chance med dig - og du har heller ikke sagt mig noget før, så hvorfor skulle der også være noget der? Alligevel drømte jeg om dig i går. Du stod ligeså klar for mig i drømmen, og til klassens julefrokost stod vi under mistelten og du tog mig helt ind til dig og kyssede mig blidt på læberne. Jeg havde fuldstændig glemt drømmen, men da jeg kom i skole, huskede jeg drømmen med det samme da jeg så dig. Du satte dig ved siden af mig i naturgeografi, og selvom vi ikke taler meget sammen normalt, så snakkede du rigtig meget med mig - DU talte til mig. Jeg er ikke forelsket, men forundret. Du har aldrig sagt mig noget, så hvorfor nu?

fredag den 25. november 2011

På vej mod min søster

Jeg sidder lige nu i bilen på vej mod min søster. Jeg glæder mig til at besøge hende og hendes familie. Det er kun en uge siden jeg sidst så hende, men jeg elsker sådan at være hos hende. Hendes familie er så dejlig og jeg føler mig 100% elsket når jeg er sammen med dem - ikke noget jeg altid gør når jeg bor alene som efterfølgeren i søskendeflokken hos mine forældre.
Der var sådan set fest på gymnasiet i aften, men fordi der var noget, der gjorde jeg følte mig forhindret, foreslog min mor at tage til min søster. Jeg blev ret ked af det, da en fra klassen spurgte om jeg kom med i aften og jeg svarede nej. Hun sagde, at der kunne da ikke være noget vigtigere end festen. Jeg blev næsten sur, for det kan da ikke passe at livet handler om at feste. At skulle besøge min søster er da meget bedre end tømmermænd og alt for høj musik i mine ører.

Jeg glæder mig til at jeg kommer ud til min søster. Dét gør jeg virkelig!

Ha' en skøn aften, kære læsere, om I så skal i byen eller hygge med familien :)

torsdag den 24. november 2011

om det

jeg føler mig lille og skrøbelig
når du siger de ord du gør
det virker som en kraftig vind,
der vælter mig omkuld

og når jeg så vælter,
så lader du mig ligge
du ser på mig med et blik,
der er selvsikker og fjernt

du går din vej og lader lille
mig ligge der alene
så kryber jeg helt sammen,
og tænker lidt på det vi havde

på dengang du tog mig op
og sagde det hele nok skulle gå
på dengang hvor du kyssede mig blidt på kinden
og sagde jeg var så sød

på dengang du tog min hånd
og rejste mig op fra min sorg
på dengang du sagde du elskede mig
og tog mig helt ind til dig

men nu har du ladet mig ligge her på jorden
og selvom du ser mine tårer
og egentlig godt ved jeg har brug for dig
så vil du mig ikke længere

du fortalte mig du ikke ville det mere,
ville være ham der tillod
at jeg puttede mig ind til ham
og lod mig føle mig tryg

du ville ikke længere være med til
at modtage mine strejf på din kind
og se dig dybt i øjnene for at vise
at jeg dybest set allerhelst ville være hos dig

du har taget din beslutning
du har valgt hvad du vil
du har ladet mig ligge her alene
og ladet mig blive knust


men jeg elsker dig stadig.




___
Life of Lize

tirsdag den 22. november 2011

15 seconds of fame!

Vil lige dele denne reportage med jer:

http://www.tv2nord.dk/video/30265 - eller tryk her

Linket er en video til inverview med min klasse, der blev optaget i dag i musiktimen. Noget angående at elever pjækker meget.
Jeg tror jeg får lov til at optræde hele 15 sekunder eller sådan noget. Hold da op, ja...
Nå ja, se det hvis du har lyst. Og nej, det er ikke mig, der bliver interviewet, jeg er blot en elev blandt forsamlingen.

søndag den 20. november 2011

Nogle af mit livs værste dage

Jeg vil allerede fra start af gøre opmærksom på, at dette indlæg er meget personlig. Der skal ikke være for mange forventninger om, at dette indlæg er godt, men her har I min ærlige historie:
Afspil:


Som barn var jeg meget overbevist om, at jeg var skabt til en bestem plads her i livet. Jeg skulle påtage mig rollen som hende, der var uheldig og hende andre ikke ville have med at gøre - så andre kunne blive perfekte. Min indstilling blev ændret da jeg kom på efterskole og oplevede at blive elsket for den jeg var. Sådan fulgte det mig frem til starten af 2.g, hvor jeg faldt tilbage i rollen som den usikker pige igen. Det ønsker jeg ikke at komme videre ind på, men det har hvertfald gjort mig noget utrolig usikker og taget meget psykisk på mig.

For tiden har jeg ingen motivation til at gå i skole. Jeg har i ugen pjækket flere dage, taget tidligere hjem fra undervisningen og jeg har brugt mange kræfter på at tage mig sammen til at tage afsted til gym hver morgen, så jeg faktisk er kommet for sent hver dag i denne uge.

Som en ekstra "bonus" på denne svære uge, kom jeg ud til skolens parkeringsplads i torsdags og jeg blev mødt med et syn, der fik alting til at gå i stå omkring mig. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg måtte havde set forkert og råbte efter min veninde, der var på vej væk. Jeg skreg af mine lungers kraft, ikke blot for hun skulle høre mig, men også den smerte der var sat i mig.
Min bil var væk. Nej, ikke min bil, men min brors. Min brors bil med et tosset dyr anlæg i, som han havde sparet sammen til i jeg ved ikke hvor lang tid. Men samtidig den bil, han har sat sit lid til, at jeg nok skulle passe på.
Jeg stod med nøglen i hånden og så efter den bil, der nu var væk. Min veninde kom og så på med mig. Jeg tror ikke hun var fattet med hvor alvorlig situationen var, men gjorde selvfølgelig sit bedste for at trøste mig.
Jeg ringede min far op, og da jeg så opkaldet var igang vidste jeg dårlig nok hvad jeg skulle sige. Jeg kunne slet ikke forstå det syn, der var mig mødt. Han kom og hentede mig og vi tog hen på politigården. Derefter tog vi min by og en naboby rundt for at se, om vi kunne finde den uden held. Min far var rolig fattet og talte rolig til mig. Men han var skuffet, det kunne jeg mærke. Der er nemlig en skjult startknap i bilen, jeg ikke havde slået til da jeg var parkeret lige op til gymnasiet. Jeg havde ikke følt mig nødsaget til at sætte den til, for det gør jeg kun normalt når bilen holder langt fra mig - og jeg havde jo kun opholdt mig nogle meter fra hvor den stod. Men hvis den nu var slået til, så havde tyven(e) højest sandsynlig ikke have kunnet køre afsted i den.

Min mor var helt ude af den, og jeg græd hele aftenen. Jeg følte mest af alt at mine forældre var meget skuffet over mig og selvfølgelig var træt af hvad der var sket.
Men inden længe fik de fortalt mig, at de "selvfølgelig var ked af hvad der var sket, men hvor vigtigt, det var at der ikke var sket mig noget".
Det beroligede mig lidt, men gjorde alligevel at jeg måtte tage en dag fri fra gymnasiet i fredags. Jeg følte mig meget bange for, at jeg skulle gøre noget galt, at jeg skulle ødelægge noget eller at jeg skulle gøre nogen fortræd - selv da jeg lukkede min kat ud, var jeg bange for der skulle ske den noget (hvad nu hvis den ville løbe væk og aldrig komme tilbage? Så var det igen min skyld!). Oplevelsen fra torsdagen havde sat sig i mig og følelsen af, at jeg kun kan gøre noget galt, var der. Det er slet ikke til at forklare i ord, men tankerne fra den forestilling, jeg havde haft om mig selv som barn, dukkede op i mig igen. Jeg føler mig så ufattelig uheldig hele tiden, og derfor har den små gnister af lykke, der nogen gange dukker op, sådan en ufattelig stor betydning for mig.

Min mor bad mig om at tage til min søster fredag eftermiddag, så jeg ikke var alene hjemme. Mine forældre skulle på tur hele weekenden, så de ville gerne have, at jeg havde nogen omkring mig, siden jeg var så ked af det som jeg var. Jeg tilbragte en rigtig dejlig eftermiddag hos min søster og hendes familie fredag til lørdag morgen, hvor jeg tog til Århus for at være sammen med min efterskoleveninde. Det var en helt fantastisk dag, og jeg tog til bloggereventen, der har været i Århus. Der var en masse søde piger og god stemning, og selvom jeg har været ked af det over det med bilen, så kom jeg alligevel i god snak med en flok søde piger.

Om aftenen var jeg inde og se Twilight med min veninde. Jeg har glædet mig meget til at se den, men den levede desværre ikke helt op til mine forventninger. Handlingen var lidt tam, men kærlighedshistorien er stadig vidunderlig. Jeg kan slet ikke vente på del 2!
Min storebror (ikke ham, hvis bil der nu var stjålet) var så sød, at tage mig med hjem efter han havde været til barnedåb i Horsens. Han havde endda ventet 2 timer på mig til at filmen blev færdig, blot så jeg var fri for at tage toget. Det betød så uendelig meget for mig, og vi havde en rigtig god tur hjem. Han er nemlig den af min søskende, jeg får snakket mindst med, så det var rigtig skønt.

I dag fik jeg et opkald fra min mor om, at nu var bilen fundet. Den var blevet efterladt med den ene rude og soltag åben, smadret håndtag, meget ødelagt indvendig og det, jeg havde regnet med ville blive den største grund til bilen skulle stjæles: at have fat i radioen og anlægget. Det var pist væk, ledninger flød rundt og tyven(e) havde ødelagt meget for at kunne få radioen ud. Næsten samtlige af mine CD'er var også væk, samt underlig nok min paraply og nogle kiks.
Min storebror (igen ham, der kørte mig hjem dagen forinden) kørte med mig til stedet, hvor politiet havde oplyst den var. Jeg kørte den hjem, og jeg havde det utrolig dårligt. Det var klamt at sidde på det sæde, som en tyv havde siddet på nogle dage forinden. Ikke fordi der var nogle synlige tegn fra vedkommende, men det føltes alligevel så ufattelig ubekvemmeligt.

Selvom bilen nu var fundet og stadig kunne køre, var jeg alligevel meget ked af over at se den. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at køre i den længere, for det giver mig myrekryb og gør mig bange at tænke på hvad der er sket med den. I første omgang skal den også repareres for dens fysiske skader, så der vil alligevel gå noget tid før jeg ville kunne køre i den.

Jeg havde ringet fredag til min storebror (ham, der ejer bilen) og fortalt hvad der var sket. Han tog det meget pænt, nok mest af alt fordi han ikke rigtig bruger den længere, men var selvfølgelig meget ked af det, det var sket. Jeg lovede at tilbagebetale ham alt det jeg nu skyldte for den. Da jeg ringede i dag om beskeden at den var blevet fundet, lettede ham vist meget, selvom han var ked af det, der var sket med anlægget. Men sur, det er han vist ikke på mig.

Jeg er glad for min familie i sidste ende har støttet mig trods det, der er sket. Jeg har været virkelig ked af det, og de dage, jeg har haft i ugen har ikke ligefrem gjort det nemt for mig. Usikkerheden har været der gennem hele ugen, og den blev tilført mit evige uheld. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden fredagen hos min søsters familie og hele lørdagen, der var perfekt på alle måder. Det er de slags mennesker, oplevelser og tryghed, der gør at jeg kan se verdenen i øjnene, trods den til tider (meget ofte) er umulig at forstå og kan være så svær og forfærdelig.

Der er nok ikke så meget ved at sige tak her, men jeg har nu delt mine (trætte) tanker med jer læsere. Tak fordi du tog dig til at læse mit indlæg.
___
Life of Lize

onsdag den 16. november 2011

It was written that I would love you

It was written that I would love you
From the moment I opened my eyes
And the morning when I first saw you
Gave me life under calico skies.

I will hold you for as long as you like
I'll hold you for the rest of my life

Always looking for ways to love you
Never failing to fight at your side
While the angels of love protect us
From the innermost secrets we hide

I'll hold you for as long as you like
I'll hold you for the rest of my life

Long live all of us crazy soldiers
Who were born under calico skies
May we never be called to handle
All the weapons of war we despise

I'll hold you for as long as you like
I'll hold you for the rest of my life
I'll hold you for as long as you like
I'll love you for the rest of my... 
For the rest of my life



tirsdag den 15. november 2011

Det Elektriske Barometers 25 års fødselsdagsfest

 Jeg var med til DEB's 25 års fødselsdagsfest søndag aften. Det er stadig ikke gået helt op for mig, at jeg fik denne mulighed, og jeg er så glad for at jeg kom afsted - for når man kommer fra Nordjylland, og ingen barometervenner har, er det noget af et sats at tage hele turen til København for denne koncert. For at gøre en lang historie kort, mødte jeg en sød person, der hedder Mads inde på DEB's tankevæg. Han vandt en konkurrence om 2 billetter til fødselsdagen, og han var så rar at dele sin præmie med mig. Selvom jeg ikke kendte ham, så var jeg helt tosset efter at komme afsted og ikke mindst til at møde denne venlige sjæl. Vi skrev sammen et stykke tid inden vi mødtes, og jeg opdagede hurtig, at jeg havde med en person at gøre, der var godheden selv. Jeg kom også i kontakt med en sød pige, der hedder Katrine, og hun gjorde også aften til den mest rare, jeg har oplevet længe. Her er lidt billeder fra fødselsdagen. Der er en blanding af mine egne billeder og nogle fra hhv. Facebook og Soundvenue.

__________________
Oh No Ono

Link


__________________
Thulebasen

Link




__________________
Anders Lund Madsens barometertale

Link


Citat fra Ander L. Madsen: "Så er vi sammen på den der triste måde, der er så vidunderlig, når Søndag bliver til Mandag, og man overvejer om man skal gøre det. Nej, man skal ikke gøre det og det er måske også det, der skal være budskabet her i aften, og det er grunden til at barometeret og skal fortsætte, så der er det alternativ, så der er den triste sang, og så er der hende 'os... fra Hjørring som også har det skidt, på den samme måde som man selv har det skidt på, på den fede måde hvor man har det skidt sammen på, som er bare... rigtig rigtig skidt på den fede måde og på en eller anden måde 'os er blevet en overskrift for en hel generation. Og det vil jeg bare gerne ha' skal fortsætte, så de 25 år må ikke blive en sidstning, men kun blive en midterfest, vi holder, her i aften. Og med disse ord, hjertelig, hjertelig tillykke til alle de unge mennesker derude og også til jer her i salen"

Jeg kommer selv fra Hjørring, så blev helt overrasket og ikke mindst rørt, da min by blev nævnt i hans tale. Anders L. Madsen har en fantastisk ironi, men formår alligevel at give det gode budskab :)

__________________
Vinnie Who






Link

__________________
Choir of Young Believers

Link





__________________
Sæbebobler og stemning  

Link





Det har simpelthen været en brag af en fødselsdagsfest. Jeg nød hele aftenen, og jeg er glad for at have lært de søde barometerbørn Mads og Katrine at kende. Af hjertens tak for en fantastisk aften.
Og kære Det Elektriske Barometer  -  lig tillykke med fødselsdagen.  

___
Life of Lize

mandag den 7. november 2011

Kærligheden kom som en sommerfugl









kærligheden kom som en sommerfugl
ind ad mit vindue
blafrende på aftenvinden under mit gardin
kærligheden kom som en sommerfugl
til min lysegule stue
da den først var kommet ind ku´ jeg ikke få den ud
uden at mærke suset fra dens utrættelige vinger


søndag den 6. november 2011

"Jamen, den var jo så flot, så jeg MÅTTE bare købe den!"


I fredags faldt jeg for denne kjole. Den var så flot, der, hvor den yndefuldt hang alene på sin bøjle. Jeg måtte bare prøve den. Farven er en mine yndlings, og jeg har længe gerne ville have en simpel men alligevel elegant kjole - og så kostede den mig kun 500 kr.!
Da jeg prøvede den i butikken var jeg dog ikke særlig tilfreds med dens form, og valgte at ta' hjem og prøve den med et lidt mere elegant udseende, end det jeg havde da jeg prøvede den i butikken.

Og siden jeg var alene hjemme, og ikke havde det mest fornuftige at give mig til tænkte jeg - hvorfor ikke lave nogle fuldkommen latterlige modelfotoer?


Og det var hvad jeg gjorde. Totalt kikset, men jeg føler mig nu godt tilfreds for at have prøvet det i det mindste, haha :-)
Det har som sagt kun været for sjov skyld - ta' det på ingen måder seriøst!



"Se mig, jeg er så henrivende skøn, kluk kluk!"
hahahaha... ej, så er det vist heller ikke sjovere...





Jeg synes kjolen sidder rigtig dårlig på mig og giver mig en mærkelig form, så jeg har valgt at jeg vil bytte den igen. Den er vist flottere på en bøjle, end på mig! Men hvis du skulle være interesseret i den, så koster den som sagt sølle 500 kr. og kan købes hos Butler Loftet.
___
Life of Lize

lørdag den 5. november 2011

"I Told My Kids I Ate All Their Halloween Candy"

Jeg havde helt glemt følelsen

I går var jeg sammen med mine gamle veninder. Jeg er sjældent sammen med dem, det er mest dem, der går sammen, endda så tit, at jeg faktisk bliver lidt jaloux. Ikke fordi de mener noget ondt i det, for jeg er sikker på de har en overbevisning om at jeg har det okay med det. Vi har det jo godt, når vi er sammen, men det er heller ikke mere. Det var heller ikke problem før, det er først efter jeg ramte mit livs efterår at alt ting kom i perspektiv.

Men det er ikke det, at dette indlæg skal handle om.
Det skal handle om den fantastiske aften, jeg havde i går. Mine to veninder og jeg skulle i biografen ved 21-tiden, og vi mødtes med hinanden ved 17-tiden. Først tog vi ud og købte slik. Vi hyggesnakkede, grinede, tænkte, snakkede endnu mere, pjattede - alt, hvad vi plejer at gøre. Derefter tog vi ud og spiste, og vi havde masser af tid før filmen startede, så vi slappede af med emner som vores klasser, vores kommende SRP-opgave, familie osv.
Her er lidt billeder fra aftenen. Det er taget med min mobil, så i know, kvaliteten er forfærdelig, haha :)

Kan det blå mærke under øjet på min veninde (venstre side) ses?
Hun kom til skade i idræt, så hun går rundt med et stort blåt mærke nu!
Som jeg har fortalt hende - sport er skadeligt, og kan ikke være sund på nogen måde
- musik derimod er harmoni og kærlighed.
Et sprog alle kan tale, og så der sjældent nogen, som kommer til skade!
Men jeg fik hende vist aldrig overbevist, haha :)










Typisk os - at finde børnelegepladser og ha' det mega sjovt.


Vi var inde og se "What's Your Number". En rigtig tøseklichéfilm, og jeg var faktisk lidt skepsis omkring den. Jeg troede den ville være lidt for lam, men jeg var overrasket imponeret. En sjov film, og virkelig en god tøsefilm at vælge at se.



I går aftes var hel fantastisk. Jeg havde helt glemt følelsen at være lykkelig og værdsat på denne måde af mine veninder. Vi havde det sjovt, hyggede os og egentlig bare nød hinandens selvskab. For første gang i flere uger græd jeg ikke i går. Den bedste følelse længe.