tirsdag den 30. august 2011

Was it the End or the Beginning?

Dette er lidt af en smørelse. På en måde er det blot mig selv igen, der taler frit omkring det, der ligger mig for hjertet. Men... det her er lidt noget alvorligt. Som i noget, der fik mig til at tænke og egentlig gjorde mig klar over noget, jeg måske burde være taknemlig for. Men ja... Læs det, hvis du lyster.

"Min drøm er gået i opfyldelse", er nok en sætning, mange ser som noget positivt. Det er et billedeligt citat.
Men hvad nu hvis en drøm, altså en drøm som i en man får når man sover, virker meget realistisk? Og der må jeg sige at det velkendte citat fra før ikke ligefrem har den mest positive betydning.

Nå. Lad os tage det helt fra starten af.
I nat, da jeg lå i den dybeste søvn, tumlede jeg rundt i drømmeland. Drømmen foregik i noget tidsløst, og det virkede meget som om jeg ikke var en del af drømmen, men blot noget der var deri. Jeg gik sammen med en, der kunne minde om en kollega eller noget - hvertfald ikke en person jeg kendte i forvejen fra den virkelig verden. Men ham og jeg gik sammen i en større flok af mennesker, der var på vej et sted hen. Alle var nærmest parvis gående med hinanden, selvom vi samlet udgjorde en større gruppe. Men midt i denne fredsommelighed, mærker jeg lige pludselig et kraftig slag i min ryg. Som et ydre kamera ser jeg hvordan jeg synker sammen på mine knæ, og jeg nærmest skriger af smerte. På min ryg kan jeg se et lille sort mærke, men på ingen tid spreder denne sorte prik sig til mere af min krop, og jeg mærker at smerten breder sig på en hurtig, smertelig måde. Og det er værste var... at jeg virkelig fysisk kunne mærke denne smerte. Kort tid efter vågner jeg op og realisere at jeg jo er utrolig heldig over at det blot var en drøm, og jeg tager afsted i skole.

Fri 14:15. Fordi jeg ikke er så glad for at køre direkte efter skole, da der er meget trafik, vælger jeg at vente i 10 mins tid, så det værste trafik har lagt sig (jeg kører i bil til gymnasiet hver dag).
Jeg faldt i snak med en fra min klasse af, så jeg ender med at køre ca. 14:40 i stedet.
Da jeg kører hjemad vælger jeg at tage en rute hjem, som tager lige så lang tid som den jeg plejer, men jeg tænkte ikke så meget over det, så jeg valgte den rute helt tilfældigt.
Der var et dejligt vejr hjem. Jeg kunne køre i en vidunderlig solstråle, hvorimod jeg i morges måtte sætte vinduesviskeren til at køre på det højeste niveau. Det danske vejr er mærkeligt.
Hvertfald, de to ruter, jeg har mulighed for at køre, fletter sig sammen på et tidspunkt. Den vej jeg kører ender med at munde ud til en større vej, og den større vej ville jeg ha' kommet fra, hvis jeg var kørerende af den almindelig vej, jeg plejer at tage.
Og så var det nemlig... Da jeg kom til enden af min vej og ville dreje til højre, kiggede jeg (selvfølgelig) til venstre for at se efter biler.
Til mit chok så jeg, at der akkurat var sket en ulykke lidt længere hen af vejen (altså den vej jeg normalt plejer at tage). Der var mennesker over det hele, og flere biler holdte sammen. Og der er der nemlig det, der gør grunden til jeg fortalte om den drøm jeg havde i nat. Hvis jeg havde taget den anden vej, hvor chancen for, at jeg ville ha' havnet i den ulykke var meget, meget stor (da begge ruter er lige lange, og derfor distance mæssigt ville være havnet det samme sted, hvor vejene mødes).

Da jeg kom hjem og tænkte over ulykken, valgte jeg at løbe en tur for at friske sindet op. Men jeg begyndte at tænke over hvor heldig jeg var at slippe fra ulykken udelukkende fordi jeg kørte den anden vej.
Jeg er ikke overtrodisk. På nogen måde. Men tanken om, at jeg blev "såret" i min drøm og vågner op i "live", og man så faktisk undgår en ulykke senere på dagen... Jeg kan ikke lade være med at drage nogle paralleler.

Jeg har ikke hørt noget yderligere fra ulykken af, og jeg er også rimelig sikker på, at det "blot" var et bilsammmenstød. Men akkurat det skud, jeg fik i ryggen, kunne ligeså have været et piskesmældslæsion fra en sammenkørsel med en bil?

Det virker altså sygt og underligt, det her. I know. Men nu har du læst det og jeg håber du forstår mig.
Skriv gerne, hvis du har oplevet noget lignende!

søndag den 28. august 2011

De sidste tegn af sommeren

Jeg har i hele weekenden gjort klar til vores besøg af nogle amerikanere, der skal besøge os angående noget slægtsforskning. Min mor studerer og de studerer slægtforskning, og ja... et sted langt, langt ude er vi altså i familie med hinanden!
Jeg har fået gjort huset gevaldigt ren og ordnet haven dagen lang, så der er ikke noget at klage over. Så fik man også tjent lidt penge oveni, og det skader jo aldrig.

Meeen... Jeg nåede dog lige at tage disse billeder i dag af denne stormende, regnende dag, som det har været.
og btw - det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bor på en gård, haha(:

Jeg savner allerede sommeren. Den har været alt for kort.


Dette billede minder mig om noget fra Alice i Eventyrland

Jeg lider lidt af araknofobi, men det lykkedes mig at fange det ækle kryb.

Jeg foretrækker nu prinsen på den hvide hest.



A bee is never as busy as it seems; it's just that it can't buzz any slower.







lørdag den 27. august 2011

Du gør det jo kun værre...

Denne tid kører bare i fiasko og ufattelig uduelighed for dig. Du prøver jo ikke engang at forbedre dig. Det hele falder bare ud af hænderne på dig, og du prøver engang at samle stumperne sammen. Du efterlader det på jorden, og så skal vi andre gå og samle det op for dig.
Jeg er ligeglad med du synker dig i grus... Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg vil jo gerne have du har det godt, men ønsker du jeg har det godt?
Du hørte ganske rigtigt den anden dag. Jeg græd over dig. Både af skuffelse og sorg. Jeg tror så tit på dig, men du skuffer mig bare. Os alle sammen. Du gør det næsten aldrig bevidst, men du gentager jo fejlen gang på gang?
Hvorfor?

Jeg har slet ikke lyst til at kendes ved dig længere... Du er ikke længere min bror.

mandag den 22. august 2011

Så er det vel et farvel

En verden kan gå i grus fra et øjeblik til et andet for et menneske.
Dumhederne kan samles over længere tid, men det er som om betydningen først træder i kraft, når straffen er påført.

Du gjorde noget dumt. Meget dumt. Jeg tilgiver dig aldrig nogensinde.

Jeg har fundet noget musik, der gør mig glad!


fredag den 19. august 2011

Kuplen brister

Jeg føler, at jeg er syg. Eller... jeg føler mig mere som en sygdom. Jeg føler mig anbragt i en kuppel for at beskytte andre mod min smitsomhed. Problemet er blot... at denne kuppel også er nærmest mit liv, så hvis der sker nogen form for skrammer eller noget på denne kuppel, så påvirker det mig meget.
Denne kuppel virker som en modsat bakterie. Jeg trænger ikke ind i andre, men andre trænger ind i mig - ja, faktisk er det sundt for mig, at folk trænger ind til mig.
Men hvis folk gerne vil slippe fri, så gør de det, for hvem vil være i nærheden af sygdommen? Desværre ødelægger de mit skjold, min kuppel, når de prøver at fjerne sig fra mig. Og som sagt... kuplen er også mit liv, og jeg bliver derfor påvirket meget, når de prøver at slippe ud af den.

Kuplen er efterhånden ridset og hullet over det hele nu. Lægerne kan ikke finde noget til at lukke hullerne med, og derfor dør jeg lige så langsomt. Det er forfærdeligt. Tænkt at få at vide man måske ikke står til at blive reddet!
Heldigvis, heldigvis, heldigvis... så findes der noget psykisk, der kan lukke hullerne. Det kaldes 'oplevelser'. Dét, blandet med sande venner gør at jeg kan leve. Men hullerne forbliver der stadig. Og der er stadig folk, der prøver at undgå sygdommen, og så længe det sker bliver hullerne større.

En dag håber jeg lægerne har en medicin, der redde mig.
Forhåbentlig en dag inden kuplen brister helt.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

(Dette er fortalt fra hjertet og tankerne af, og vil derfor gøre det klart, at jeg ikke er psykisk syg. Jeg føler stadig at meget af dette er sandt, men tro mig - jeg har det helt fint. Hvertfald lige nu)