fredag den 19. august 2011

Kuplen brister

Jeg føler, at jeg er syg. Eller... jeg føler mig mere som en sygdom. Jeg føler mig anbragt i en kuppel for at beskytte andre mod min smitsomhed. Problemet er blot... at denne kuppel også er nærmest mit liv, så hvis der sker nogen form for skrammer eller noget på denne kuppel, så påvirker det mig meget.
Denne kuppel virker som en modsat bakterie. Jeg trænger ikke ind i andre, men andre trænger ind i mig - ja, faktisk er det sundt for mig, at folk trænger ind til mig.
Men hvis folk gerne vil slippe fri, så gør de det, for hvem vil være i nærheden af sygdommen? Desværre ødelægger de mit skjold, min kuppel, når de prøver at fjerne sig fra mig. Og som sagt... kuplen er også mit liv, og jeg bliver derfor påvirket meget, når de prøver at slippe ud af den.

Kuplen er efterhånden ridset og hullet over det hele nu. Lægerne kan ikke finde noget til at lukke hullerne med, og derfor dør jeg lige så langsomt. Det er forfærdeligt. Tænkt at få at vide man måske ikke står til at blive reddet!
Heldigvis, heldigvis, heldigvis... så findes der noget psykisk, der kan lukke hullerne. Det kaldes 'oplevelser'. Dét, blandet med sande venner gør at jeg kan leve. Men hullerne forbliver der stadig. Og der er stadig folk, der prøver at undgå sygdommen, og så længe det sker bliver hullerne større.

En dag håber jeg lægerne har en medicin, der redde mig.
Forhåbentlig en dag inden kuplen brister helt.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

(Dette er fortalt fra hjertet og tankerne af, og vil derfor gøre det klart, at jeg ikke er psykisk syg. Jeg føler stadig at meget af dette er sandt, men tro mig - jeg har det helt fint. Hvertfald lige nu)

2 kommentarer:

andrea sagde ...

Det føles lidt skørt, at have læst dette indlæg. Forleden sammenlignede jeg nemlig også livet med en kuppel! I øvrigt et fedt billede :)

andreasflyvendebilledbog.blogspot.com

Life of Lize sagde ...

Tak for din kommentar!
Jeg er glad for at høre, jeg ikke er den eneste, der sammenligner mig selv med en kuppel!(: