"SRP. Du og jeg har opbygget et had/kærlighedsforhold til hinanden. Nu danser vi jitterburg til Nina Simone, om lidt kyler jeg frustreret en bog gennem rummet. Hvorfor FORSTÅR du mig ikke? Giv mig lidt plads. Du kvæler mig, SRP. Du kvæler mig med dine krav. Jeg har brug for kærlighed. Du har brug for kærlighed, og jeg giver dig kærlighed; du har min fulde opmærksomhed, time efter time, dag efter dag. Og der er gode stunder ind imellem; det kan ikke fornægtes; det prøver jeg heller ikke på. Som når vi med et bliver tavs og sidder ubevægelige og lytter til musikken. Som når jeg har analyseret og analyseret i timevis og du siger: Tag du bare en pause, jeg skal nok vente på dig, lige her. Jeg vil gå hele vejen med dig, SRP. Det eneste jeg forlanger er din accept af hele mig; mine fejl og mangler, mine drømme og længsler. Tror du du kan det, SRP? For hvis du kan, vil jeg måske hviske i dit øre at jeg elsker dig".
Jeg synes det var så gennemført skrevet, mest af alt fordi jeg har gjort mange af de samme tanker. For SRP er blevet som et vanskelig forhold. Vi har vores op- og nedture, men vi bliver ved med at kæmpe for vores forhold skal lykkedes. Tilmed er SRP den eneste, der ikke vil forlade mig. Den ligger og venter på mig hver morgen og forlader mig ikke, selvom jeg kan være sur og gal på den.
Jeg føler jeg har fået lavet noget konstruktivt i dag, men der er langt endnu før jeg er færdig. Sådan føles det hvertfald.
___
Life of Lize
1 kommentar:
fed blog
blog-owls.blogspot.com
Send en kommentar