Jeg er ynkelig, og jeg benægter det ikke. Folk omkring mig siger, "jamen der kommer jo en anden side af det her SRP-forløb" og "alle er kommet igennem det, så også du" og "du skal helt sikkert nok nå det". Men jeg kan ikke føle det som en hjælp. Jeg er stadig fanget i mit "stræber-perfektionisme" der gør, at jeg skal have minimum 10. Min mor sagde, at jeg ikke måtte bukke under for en dum karakter, men så simpel er tingene ikke.
Jeg kan ikke mere. Det føles ubehageligt at tvinge mig selv til at fortsætte, men hvad skal jeg ellers gøre? Jeg må bare håbe på det bedste vil ske.
Hurtige billeder af nogle lys, der står på mit arbejdsbord. De giver lidt håb, eller, det tænker jeg hvertfald |
Life of Lize
Ingen kommentarer:
Send en kommentar