Det er efterhånden meget svært

Jeg har haft ustandselige humørsvingninger i den sidste, lange tid. Når jeg får det "touch" af, at være lykkelig, brister boblen i samme sekund, og jeg reagerer altid så voldsomt, når den lykke, jeg har i hænderne falder til jorden. Bare min dag i dag har været ren turbulens:

Jeg fik en god, lang samtale med mit hjerte åbent med en person, der havde lyst at lytte til mig.
Hun fik mig til at smile, indse nogle gode ting og stod med åbne arme for at høre hvordan jeg havde det.


Jeg spurgte min veninde, om hun ville med til at lave noget sammen med skole, fordi det var lang tid siden, vi havde lavet noget samme. Nogle gange får vi de der sjældne, men gode stunder, hvor vi har det godt med hinanden, men jeg har følt flere gange på det sidste, at hun føler alting skal være "omkring" hende. Jeg føler slet ikke jeg har nogen betydning for hende, og det er som om dét, hun siger altid er vigtigere end det jeg gerne vil fortælle.

Tilfældigvis støder jeg ind i min barndomsveninde på gymnasiet i dag, og jeg spørger hende, om vi sammen skal tage til den fredagscafé, der er på gymnasiet på fredag. Det ville hun rigtig gerne, og jeg kunne mærke hendes oprigtighed. Fantastisk.

Efter skole spørger den veninde, jeg nu havde en aftale med, om han er begyndt at komme sammen med hende den anden igen. Mit hjerte nåede lige at slå i utakt et kort øjeblik, og min verden stoppede for et øjeblik. Som man troede at man var ved at vinde en sejr, der længe har stået på, så sker dette. Ikke nok med, at min veninde tydeligvis aldrig har forstået hvor hårdt det har smertet mig, men at hun så siger det på den måde, hun gjorde. Jeg har ikke tænkt på andet hele dagen.

Da vi tog hen i vores shoppingcenter, vi nu har i min by, var det igen som om min veninde var centrum. Hun skulle på biblioteket (som er i centeret), og det ville jeg også meget gerne. Men hun var lidt syg, så hun ville ikke være for lang tid i shoppingcenteret. Det havde jeg det fint med, men det blev nærmest kun det hun ville, som vi så - og så ville hun hjem. Hun var ikke det mindste interesseret i, hvad jeg havde oplevet på det sidste og hvad jeg havde haft lyst til.

Jeg græd hele turen hjem. Mest pga. ham. Jeg græder meget, I know. Da jeg kom hjem, pakkede jeg mig helt under dynen og sov eftermiddagen væk. Da jeg vågnede følte jeg, at der ikke var noget at stå op for. Jeg gad ikke mere. Jeg gider ikke mere.

Min mor kom med en pakke til mig fra min veninde. Jeg havde glemt mine vanter hos hende, så hun havde været så sød at sende mig dem til mig.

_____

Det er ikke fordi jeg ønsker at lave en tudeblog. Jeg bliver faktisk lidt skuffet over mig selv, at jeg hele tiden er så sørgelig her på bloggen, men det er blot for at fortælle hvordan og hvem jeg er. Jeg håber så inderligt, at der sidder nogle bloggere derude og tænker om det jeg skriver, at "det kender jeg godt" eller "jeg forstår hende faktisk", som mange få gør.
En dag bliver det hele godt igen. Det ved jeg. Indtil dag er der ikke andet for end at kæmpe.

_____

Lyt til den her smukke sang.
"I can't make you love me". Og hvor det dog piner mig.

“No matter how many times I tell you he'll break you heart, or how many times he does it, you'll never give up, Why you ask?...because you love him.”

“You must be strong now. You must never give up. And when people make you cry and you are afraid of the dark, don't forget the light is always there.”