En tid, der næppe står i ord til at kunne blive forklaret

Som nogen af jer måske ved, har min farmor fået kræft. Det er lang tid siden, at beskeden omkring hendes sygdom blev stillet, men vi har levet med et håb på, at hun ville leve i så lang tid, hun nu kunne, selvom det dengang lød til, at det kun ville gælde uger før kræften ville tage overhånd.

Nu er der gået et halvt år, og vi har levet på et mirakel. Hun er stadig i live den dag i dag. Men det ser helt forfærdeligt ud ellers.

For 3 gange siden, jeg så hende, var jeg et smut forbi hendes hjem og hilste på hende og min farfar for omkring 20-25 minutters tid. Den tid havde jeg lige til rådighed, og min far havde spurgt, om jeg ikke ville se til hende bare kort, da hun var virkelig ked af det (det vil tage tid, at skulle uddybe mig omkring hvad det konkret er, hun var ked af over, men det havde hvertfald påvirket hende meget). Jeg hjalp hende med at gøre klar til hende og min farfars diamantbryllup, og ellers sad jeg blot med dem og fortalte hvordan det gik på gymnasiet.

Da jeg skulle til at gå, tog hun mig helt ind til mig, og begyndte at græde. Hun fortalte, at hun var meget taknemlig for jeg ville komme over og hun blev ved med at fortælle, hvor ked af det hun var. Jeg ville gerne kunne være i stand til at kunne gøre noget, men jeg kunne ikke andet end at trøste hende, og fortælle, at hun ikke skulle være bange for, at det, hun nu var ked af over, ikke skulle kunne løses på en eller anden måde.

For 2 gange siden fejrede vi mine bedsteforældres diamantbryllup. De nød dagen i fulde drag, og hun fik mulighed for at se de fleste af sin familie samlet på én dag. Hun var meget rørt over vi alle var kommet med gaver og ville være der for at fejre deres dag.

Diamantbryllup for min farfar og farmor

Den sidste gang jeg så hende var i dag. Min far havde fortalt, at han meget gerne ville have vi tog derop i dag, for i søndags havde lægen fortalt, at hun nok ikke længere ville være i stand til at bevæge sig længere. Jeg kunne høre på min far, at det var meget alvorligt, og vi tog derop i dag. Hun så meget, meget ældre ud, end hun plejede at gøre. Hun har altid været, i forhold til hendes alder, en meget frisk dame, så det at se hende fuldkommen afkræftet og nærmest tale som om hun var ved at falde i søvn hele tiden, var et virkelig smertefuld syn. Hun havde standhaftigt valgt, at hun ville når der var gæster sidde i stuen med os og sidde oppe. Men det var hårdt for hende, og selvom vi bad hende om at sige til, hvis hun havde brug for at hvile sig, skulle hun sige til.
På et tidspunkt efter jeg havde hjulpet med opvasken, kaldte min farmor mig hen til hende. Hun tog omkring mig og tog mig helt ind til hende. Hun gentog med en stille, afkræftet stemme, at hun var så glad for vi ville komme og besøge dem, og hvor meget hun holder af os. Jeg satte mig på stolen ved siden af, og blev ved med at holde hendes hånd. Hun smilte til mig igen og igen, og knugede min hånd. Jeg kunne ikke lade være med at se hendes aldrende hænder og min hånd sammen.

Jeg ved ikke, om jeg har set hende for sidste gang i dag. På en måde synes jeg det er forfærdeligt, at hun skal leve i de smerter, hun har, men jeg vil heller ikke miste hende.

I den sidste tid har jeg tænkt over alle de minder jeg har haft med mine bedsteforældre. Den gode mad, hun lavede, hendes gode humor, hendes og min farfar indbyrdes humor, hendes næstekærlighed, det hele. Jeg værdsatter dem alle, og misunder mine ældre søskende for at kunne have haft meget mere tid med dem.
Men livet går sin vante gang. Jeg vil helst af alt blot være lykkelig for det vi har haft, end at være for trist over det. Det ved jeg også, at min farmor ønsker at vi gør.
Jeg føler mig heldig, at ha' fået præcis hende som min farmor.