Nogle af mit livs værste dage

Jeg vil allerede fra start af gøre opmærksom på, at dette indlæg er meget personlig. Der skal ikke være for mange forventninger om, at dette indlæg er godt, men her har I min ærlige historie:
Afspil:

Som barn var jeg meget overbevist om, at jeg var skabt til en bestem plads her i livet. Jeg skulle påtage mig rollen som hende, der var uheldig og hende andre ikke ville have med at gøre - så andre kunne blive perfekte. Min indstilling blev ændret da jeg kom på efterskole og oplevede at blive elsket for den jeg var. Sådan fulgte det mig frem til starten af 2.g, hvor jeg faldt tilbage i rollen som den usikker pige igen. Det ønsker jeg ikke at komme videre ind på, men det har hvertfald gjort mig noget utrolig usikker og taget meget psykisk på mig.

For tiden har jeg ingen motivation til at gå i skole. Jeg har i ugen pjækket flere dage, taget tidligere hjem fra undervisningen og jeg har brugt mange kræfter på at tage mig sammen til at tage afsted til gym hver morgen, så jeg faktisk er kommet for sent hver dag i denne uge.

Som en ekstra "bonus" på denne svære uge, kom jeg ud til skolens parkeringsplads i torsdags og jeg blev mødt med et syn, der fik alting til at gå i stå omkring mig. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg måtte havde set forkert og råbte efter min veninde, der var på vej væk. Jeg skreg af mine lungers kraft, ikke blot for hun skulle høre mig, men også den smerte der var sat i mig.
Min bil var væk. Nej, ikke min bil, men min brors. Min brors bil med et tosset dyr anlæg i, som han havde sparet sammen til i jeg ved ikke hvor lang tid. Men samtidig den bil, han har sat sit lid til, at jeg nok skulle passe på.
Jeg stod med nøglen i hånden og så efter den bil, der nu var væk. Min veninde kom og så på med mig. Jeg tror ikke hun var fattet med hvor alvorlig situationen var, men gjorde selvfølgelig sit bedste for at trøste mig.
Jeg ringede min far op, og da jeg så opkaldet var igang vidste jeg dårlig nok hvad jeg skulle sige. Jeg kunne slet ikke forstå det syn, der var mig mødt. Han kom og hentede mig og vi tog hen på politigården. Derefter tog vi min by og en naboby rundt for at se, om vi kunne finde den uden held. Min far var rolig fattet og talte rolig til mig. Men han var skuffet, det kunne jeg mærke. Der er nemlig en skjult startknap i bilen, jeg ikke havde slået til da jeg var parkeret lige op til gymnasiet. Jeg havde ikke følt mig nødsaget til at sætte den til, for det gør jeg kun normalt når bilen holder langt fra mig - og jeg havde jo kun opholdt mig nogle meter fra hvor den stod. Men hvis den nu var slået til, så havde tyven(e) højest sandsynlig ikke have kunnet køre afsted i den.

Min mor var helt ude af den, og jeg græd hele aftenen. Jeg følte mest af alt at mine forældre var meget skuffet over mig og selvfølgelig var træt af hvad der var sket.
Men inden længe fik de fortalt mig, at de "selvfølgelig var ked af hvad der var sket, men hvor vigtigt, det var at der ikke var sket mig noget".
Det beroligede mig lidt, men gjorde alligevel at jeg måtte tage en dag fri fra gymnasiet i fredags. Jeg følte mig meget bange for, at jeg skulle gøre noget galt, at jeg skulle ødelægge noget eller at jeg skulle gøre nogen fortræd - selv da jeg lukkede min kat ud, var jeg bange for der skulle ske den noget (hvad nu hvis den ville løbe væk og aldrig komme tilbage? Så var det igen min skyld!). Oplevelsen fra torsdagen havde sat sig i mig og følelsen af, at jeg kun kan gøre noget galt, var der. Det er slet ikke til at forklare i ord, men tankerne fra den forestilling, jeg havde haft om mig selv som barn, dukkede op i mig igen. Jeg føler mig så ufattelig uheldig hele tiden, og derfor har den små gnister af lykke, der nogen gange dukker op, sådan en ufattelig stor betydning for mig.

Min mor bad mig om at tage til min søster fredag eftermiddag, så jeg ikke var alene hjemme. Mine forældre skulle på tur hele weekenden, så de ville gerne have, at jeg havde nogen omkring mig, siden jeg var så ked af det som jeg var. Jeg tilbragte en rigtig dejlig eftermiddag hos min søster og hendes familie fredag til lørdag morgen, hvor jeg tog til Århus for at være sammen med min efterskoleveninde. Det var en helt fantastisk dag, og jeg tog til bloggereventen, der har været i Århus. Der var en masse søde piger og god stemning, og selvom jeg har været ked af det over det med bilen, så kom jeg alligevel i god snak med en flok søde piger.

Om aftenen var jeg inde og se Twilight med min veninde. Jeg har glædet mig meget til at se den, men den levede desværre ikke helt op til mine forventninger. Handlingen var lidt tam, men kærlighedshistorien er stadig vidunderlig. Jeg kan slet ikke vente på del 2!
Min storebror (ikke ham, hvis bil der nu var stjålet) var så sød, at tage mig med hjem efter han havde været til barnedåb i Horsens. Han havde endda ventet 2 timer på mig til at filmen blev færdig, blot så jeg var fri for at tage toget. Det betød så uendelig meget for mig, og vi havde en rigtig god tur hjem. Han er nemlig den af min søskende, jeg får snakket mindst med, så det var rigtig skønt.

I dag fik jeg et opkald fra min mor om, at nu var bilen fundet. Den var blevet efterladt med den ene rude og soltag åben, smadret håndtag, meget ødelagt indvendig og det, jeg havde regnet med ville blive den største grund til bilen skulle stjæles: at have fat i radioen og anlægget. Det var pist væk, ledninger flød rundt og tyven(e) havde ødelagt meget for at kunne få radioen ud. Næsten samtlige af mine CD'er var også væk, samt underlig nok min paraply og nogle kiks.
Min storebror (igen ham, der kørte mig hjem dagen forinden) kørte med mig til stedet, hvor politiet havde oplyst den var. Jeg kørte den hjem, og jeg havde det utrolig dårligt. Det var klamt at sidde på det sæde, som en tyv havde siddet på nogle dage forinden. Ikke fordi der var nogle synlige tegn fra vedkommende, men det føltes alligevel så ufattelig ubekvemmeligt.

Selvom bilen nu var fundet og stadig kunne køre, var jeg alligevel meget ked af over at se den. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at køre i den længere, for det giver mig myrekryb og gør mig bange at tænke på hvad der er sket med den. I første omgang skal den også repareres for dens fysiske skader, så der vil alligevel gå noget tid før jeg ville kunne køre i den.

Jeg havde ringet fredag til min storebror (ham, der ejer bilen) og fortalt hvad der var sket. Han tog det meget pænt, nok mest af alt fordi han ikke rigtig bruger den længere, men var selvfølgelig meget ked af det, det var sket. Jeg lovede at tilbagebetale ham alt det jeg nu skyldte for den. Da jeg ringede i dag om beskeden at den var blevet fundet, lettede ham vist meget, selvom han var ked af det, der var sket med anlægget. Men sur, det er han vist ikke på mig.

Jeg er glad for min familie i sidste ende har støttet mig trods det, der er sket. Jeg har været virkelig ked af det, og de dage, jeg har haft i ugen har ikke ligefrem gjort det nemt for mig. Usikkerheden har været der gennem hele ugen, og den blev tilført mit evige uheld. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden fredagen hos min søsters familie og hele lørdagen, der var perfekt på alle måder. Det er de slags mennesker, oplevelser og tryghed, der gør at jeg kan se verdenen i øjnene, trods den til tider (meget ofte) er umulig at forstå og kan være så svær og forfærdelig.

Der er nok ikke så meget ved at sige tak her, men jeg har nu delt mine (trætte) tanker med jer læsere. Tak fordi du tog dig til at læse mit indlæg.
___
Life of Lize