Fødselsdag krydret med sygdom - ikke lige min cocktail, men trods det, var det en rimelig lækker weekend!

Jeg fyldte 19 i august, men har først haft tid med mine efterskoleveninder, at fejre det denne weekend. Den blev fejret i mine forældres sommerhus, dejlig tæt på havet og så langt væk fra alting!

Vi havde en rigtig sjov weekend med hygge som øverst på dagsordenen, og vi lavede alt fra at synge Singstar, til at lave mad og nyde det mirakuløse gode september-vejr.

Intern joke: "Unborn babies"

"Maricola" og "Grøn", som de bliver kaldt

"Maiks" og "Lize", som min veninde og jeg bliver kaldt

Efterskolebørn skal bare putte - det er standarden! (Astrid og "Grøn" pryder dette billede)

Madlavning!

Jeg var ikke den eneste der fik gaver, da "Maricola" heller ikke havde fået hendes gaver før nu

Astrid er den mest kunstneriske af os alle, og har tegnet denne sjove tegning til "Maricola".
Hun har virkelig et kreativt talent inde for tegne- og malekunsten!

- "Jamen - det var jo lige den film, jeg snakkede om før! Det var da pudsigt - den er så gooood"
- "Jeg tænkte nok du ville blive glad for den!"

Et tilfreds køb!

Min kogebog, jeg bl.a. fik i fødselsdagsgave

Fantastisk vejr!

Vi valgte og nyde "Maricola"s Asti, som hun havde fået af os.
Jeg elsker Asti, btw

Singstar!

Der blev skrevet i “Maiks'" hue.

EGO er ét at vores yndlingsbeskæftigelse!

______________________________________________________________

Som titlen indikerer, har jeg været syg. Det kan vist også ses på flere af billederne, at jeg ikke ligefrem udviser det hele store energi og friskhed.
Jeg har været syg siden torsdag, og var virkelig ked af at skulle til at være det, siden jeg havde glædet mig sådan til denne weekend. Men det lykkedes mig at gemme det så godt væk jeg kunne, og nyde weekenden på bedste vis.

Tilgengæld har jeg været helt igennem syg i dag, hvor det har stået på både feber og hele molevitten. Jeg har ikke gjort andet end at se film, spist og sovet. Og det har faktisk været en rigtig, rigtig dårlig dag.
En dårlig, ynkelig dag.

Ved aftensbordet græd jeg, og prøvede at gemme det bag en facade af sygdom, som min far hoppede på (min mor var ikke hjemme).
Jeg havde smerter, men jeg græd ikke over det. Jeg tror det var en blanding af en stresset, forfærdelig forgået uge, der havde hobet sig op, og havde ladet sig blive skjult i weekenden... ... for derefter at lade sig vise sin sande natur frem. Denne dag har været alt andet end vellykket. Jeg har slet ikke kunnet tænke klart og jeg brugte det meste af dagen på ingenting. Ja, det er trist.

På et tidspunkt på dagen var jeg så svimmel at jeg kom til at banke hovedet ind i mit bord. I stedet for at tage mig til hovedet eller reagere videre på selve slaget, faldt jeg blot ned på jorden. Jeg var som i en "bevidst bevidstløshed". Mine øjne så tomt op på mit loft, der er prydet med mine postkort og jeg så specielt på et kort med en pige, der ser sig tilbage efter den fyr, der var hende utro. Det var det første tidspunkt jeg i dag græd.
Men trods det var det en sejr, at jeg kun tænkte på ham ca. 20% af min dag.

Og i al denne ynkelighed valgte jeg at se Avatar. Da jeg havde set den færdig, følte jeg mig endnu mere grædefærdig, ikke pga. den smukke historie som sådan, men fordi jeg er så forelsket i den tanke at man kan værdsatte så mange ting, der er os givet. Navierne lever, ånder og hænger sammen med naturen, og deres kærlighed og taknemlig, de har for hinanden, deres kultur og naturen gør mig sådan et unikt indtryk. Og tanken om, at jeg højest sandsynlig aldrig vil kunne opleve at leve på den måde, er så grusom - for jeg har nok en eller anden hippietanke om, at jeg gerne vil være en del af naturen og at mit "folk" skal elske og ånde for den.
Det kan også være at jeg bare er en tudeprinsesse, der ikke kan klare at se denne slags romantisk idealbillede, uden at komme til at tudbrøle.

Måske jeg bare burde gå i seng. Der er nok alligevel ikke nogen, der vil lytte til min ynkelighed.