Aldrig mere biologi - men stadig uforståelig forældre

Så er biologi eksamen overstået.


Det gik meget værre en forventet. Jeg trak noget af det, jeg allermindst havde lyst til.


Jeg trak noget om kødproduktion, noget om jeg skulle forklare hvad fotosyntese og respiration er, og hvilken betydning de 2 processer har i økosystemet, idet jeg inddragede begreberne brutto- og nettoproduktion, jeg skulle gøre rede for hvilke faktorer der har betydning for kødproduktionen, og forklar hvordan energitransporten foregår i landbruget, og til sidst diskutere forskellen mellem det konventionelle og det økologiske landbrug.


Jeg var meget nervøs, så mumlede lidt i starten, men jeg synes jeg kom meget godt med ellers. Så var der lidt, jeg var usikker på, men jeg synes jeg reddede den, for de nikkede da et velkendt ja til.


Til sidst taler jeg uafbrudt uden at kigge i papirerne omkring noget om fritgående og konventionelle grise, og jeg kan se deres anerkendende, nikkende hoveder fortæller, at jeg er godt med.


YES!


Hvis jeg havde trukket det bedste jeg kunne, havde jeg nok fået 10, tror jeg - det føler jeg. Jeg ville blive så glad for et 7-tal, men det blev det ikke til i denne omgang: et lille, sølle 4-tal. Og jeg forstår det ikke.

Øv øv øv.

Det gjorde mig rigtig ked af det. Hele turen hjem græd jeg, og var fuldstændig uforståelig. Nu har jeg sidder så lang tid med det lorte fag, og så er det resultatet...!?

_ _ _

Men det er ikke engang det værste. Mine forældres reaktion var nok det værste.
Min far kommer hjem lidt efter jeg er hjemme, og kan slet ikke se hvor ked af det jeg er. Ikke fordi han ved hvordan han skal reagere som sådan, men bare han ville i det mindste tage hensyn til, at jeg er fuldkommen nede. Et øv blev det ikke mere til. Eller jo, da han sagde at det kun var en årsprøve og jeg sagde det var en eksamen.. så blev det til et "aarh øv". Hvorfor ikke sige, at det var flot? Eller i det mindste lade være med at træde i det ved at lyde som om, at man er skuffet på mine vegne? Det kom til at lyde sådan.

Og det blev ikke bedre da min mor kom hjem. Jeg havde skrevet en sms med at jeg fik 4, og synes det træls. Da hun så mig med mit triste ansigt spurgte hun om jeg blevet så ked af det over den karakter. I stedet for at trøste mig eller på nogen måde gøre det nemmere for mig, begyndte hun at belære mig om hvad jeg skulle gøre anderledes.

Det har jeg da virkelig ikke brug for at høre nu!

Jeg misunder familier, der tager godt om hinanden. Jeg ville ønske nogle forældre, der nogen gange tog en arm omkring én og fortalte, at man var elsket og værdsat - og ikke mindst en trøstende arm, der fik én til at føle sig tryg.

Lorte dag.