Status i livet

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg ikke har det.

Jeg er tom indeni. Ikke tom for følelser, tanker osv. Tværtimod. Tom indeni som følelsen i ikke at have noget i sig. Som om jeg mangler noget. Det eneste der fylder det ud for tiden er sorg, afleveringer, stress, jalouxi... osv. 

Et spark er nok det jeg trænger til. Sådan ét, der får mig til og glemme det hele og bare føle, at jeg kan det hele. Føle, at jeg er noget værd. Føle, at jeg har også har mod til at ytre mig. Føle, at jeg er elsket.

Som jeg sidder og pakker tasken til en fødselsdag i morgen (glædeligt nok!), spiller Regina Spektors "No Suprises" ind i mine ører. Selvom jeg ikke er stærk i engelsk, forstår jeg ordene. Den får mig til at tænke over mit eget liv. 

Jeg vil dele den smukke sang med jer denne stille torsdag aften.

A heart that’s full up like a landfill,
a job that slowly kills you,
bruises that won’t heal.
You look so tired-unhappy,
bring down the government,
they don’t, they don’t speak for us.
I’ll take a quiet life,
a handshake of carbon monoxide,
with no alarms and no surprises, 

no alarms and no surprises,
no alarms and no surprises,

Silence, silence. 

This is my final fit,
my final bellyache 

with no alarms and no surprises,
no alarms and no surprises,
no alarms and no surprises please. 

Such a pretty house
and such a pretty garden. 

No alarms and no surprises (get me outta here),
no alarms and no surprises (get me outta here),
no alarms and no surprises, please.